Nazismen går frem - Demokratiet går tilbage

1. På et tidspunkt i midten af 1920'erne, så det ud til, at nazismen havde toppet, og blot var en parentes i historien. Hvad kan have svækket den nazistiske bevægelse?
2. På det tidspunkt hvor nazisterne opnåede deres store popularitet, svækkedes den arbejderbevægelse, der stod som den rene opposition til nazismen. Hvilke forhold svækkede arbejderbevægelsen?
3. Frederiksen (lærebogens forfatter) lader befolkningens modstand mod demokratiet være en væsentlig forklaring på nazismens fremvækst. Tyskerne stemte på nazisterne fordi de slet ikke kunne lide demokratiet, men ville have at tingene skulle være som de huskede det fra de gode gamle dage. Kritiser det standpunkt.
4. Læs nedenstående artikel og giv en forklaring på demokratiets deroute i Tyskland. Undervejs tager I noter, så I har overblik over, hvem der har kanslerposten hvornår.

Fra Kristeligt Dagblad:

Valgene til rigsdagen den 15. september 1930 ændrede den parlamentariske situation. Det gav fremgangen til de yderliggående partier og nationalsocialisterne. Rigskansler Heinrich Brüning fra det katolske midterparti Zentrum mistede sit parlamentariske flertal og blev afhængig af støtte fra socialdemokraterne. På grund af den kommunistiske og nazistiske trussel besluttede han at regere via nødforordninger, som Weimarrepublikkens forfatning med artikel 48 gav mulighed for. På den måde blev der dannet præcedens for at regere uden om parlamentet.

Ved valget i juli 1932 sejrede NSDAP, og med 37,3 procent af stemmerne blev det Tysklands største parti. Valgresultatet betød, at Hindenburg og de andre partier ikke kunne se bort fra Hitler, og mange af de mere moderate højrefløjspolitikere var også parate til at lade ham komme til magten ud fra den analyse, at de bedre kunne styre ham i en regering end uden for. Franz von Papen blev udpeget til at sammensætte en flertalsregering. Under de forhandlinger fik Hitler tilbudt en plads i regeringen, men han afslog og krævede i stedet at blive kansler. Det resulterede i endnu et valg.

Valget i november 1932 betød en lille tilbagegang for NSDAP, men det var fortsat Tysklands største parti. Den nyudnævnte kansler, Kurt von Schleicher, prøvede at regere med støtte fra venstredrejede nationalsocialister, midterpartiet Zentrum og socialdemokraterne. Det blev en kort regeringsperiode, for allerede i januar 1933 lykkedes det Franz von Papen, som nu kunne se en forbundsfælle i Hitler, at presse Hindenburg til at acceptere en koalition mellem højrefløjspartierne og NSDAP. Det gik Hindenburg modvilligt med til.

Hitler fik, i modsætning til hvad man nogle gange hører i offentligheden, aldrig flertallet af stemmerne ved et frit valg. I realiteten var det indflydelsesrige kræfter i det nationalkonservative spektrum og i industrien, der bærer ansvaret for, at Hitler i det hele taget blev udråbt til rigskansler i 1933. Først efterfølgende lykkedes det ham med sin Ermächtigungsgesetz at få parlamentet til at overdrage al magt til eneherskeren, siger Moritz Schramm.

Hitler havde ellers 10 år før forsøgt at komme til magten uden om demokratiets spilleregler. Ved det såkaldte Ølstuekup den 8. november 1923 stormede han og andre ledende nazister et møde, som den bayerske generalstatskommissær Gustav Ritter von Kahr holdt i en ølkælder i München. Nazisterne kaldte det en national revolution, men allerede den efterfølgende morgen stod det klart, at det ikke var lykkedes. Hitler fik efterfølgende en mild dom, som han inden udgangen af 1924 havde udstået.

Hitler indser, at man ikke uden videre kan kuppe sig til magten. Det mislykkede kupforsøg kan derfor anses som begyndelse på den senere strategi om at bruge demokratiets råderum til aktivt at afskaffe demokratiet, forklarer Moritz Schramm og fortsætter:

Efter magtovertagelsen i 1933 var der ikke længere tale om et demokrati. Nazisterne begyndte med det samme at ensrette samfundet og uskadeliggøre deres modstandere. Det kan man ikke betegne som demokrati, selvom der stadig blev afholdt valg i marts 1933 altså efter magtovertagelsen, siger Moritz Schramm. Her gik nazisterne frem, men fik fortsat ikke flertal.

Også Karl Christian Lammers peger på, at Hitler og nazisterne blev klar over nødvendigheden af at komme legalt til magten i overensstemmelse med de politiske spilleregler, efter partiet havde fået lov til at genopstå i 1925 efter Hitlers straf.

Siden 1930 havde der med Hindenburg udviklet sig den praksis, at regeringer blev udnævnt, uden at de nødvendigvis havde et parlamentarisk flertal bag sig. Ved kupforsøget i 1923 blev Hitler og hans folk nedkæmpet af hæren og politiet. Men som en regering udnævnt af Hindenburg kunne nazisterne regne med loyalitet fra hæren, politiet og statsapparatet. Omvendt betød det også, at alle, der ville hindre dem i at fortsætte efter magtovertagelsen, ville handle illegalt og mod demokratiet, siger han.