Er nazisme og socialisme det samme?

Finansmanden og debattøren Lars Tvede er træt af at folk kalder partier som Liberal Alliance og Nye Borgerlige for højreradikale, og er særlig sur over når nogen sammenligner disse partier med nazister. Han mener derimod det er socialismen og nazismen der har noget til fælles. Læs nedenstående uddrag af Lars Tvedes artikel, og forhold dig til hans argumentation. 

Er du enig? 

Er nazisme identisk med socialisme? Er nazisme højreorienterede? Er der nogle partier i aktuel (dansk) politik, der minder om nazisterne. 

"I 1919 blev Hitler af militæret anmodet om at infiltrere det ekstremistiske venstrefløjsparti Deutsche Arbeiterpartei. Da han her overhørte en tale kaldet ”Hvordan og med hvilke midler kan kapitalismen ødelægges“, blev han imidlertid begejstret og meldte sig ind som medlem nummer 55. Senere blev han partiets leder, hvorefter han fik tilføjet ordet ”Nationalsozialistische” til dets navn, hvoraf betegnelsen ”nazi” kom. Altså fra det Tyske National Socialistiske Arbejderparti. 

Så socialisme igen. Og det var da også typisk marxister, der meldte sig ind. I 1934 indrykkede den amerikanske sociolog Theodore Abel en række annoncer i tyske medier, hvori han udlovede præmier til nazister, der ville beskrive årsagerne til deres politiske ståsted. Dette resulterede i ca. 700 essays, som blev grundlaget for bogen Why Hitler Came into Power. Det typiske svar fra disse nazister var, at de havde været marxister forinden, men her havde savnet en racefilosofi. Flertallet var racistiske marxister. 

Marxistiske racister

Da nazismen for alvor gik på strandhugst blandt kommunisternes vælgere, reagerede kommunisterne ved at spille på samme klaver som Hitler selv, såsom da den østrigske kommunistleder, Ruth Fischer, i en tale for nazistiske studerende i 1923 udtalte: ”De, der kræver en kamp mod jødisk kapital er allerede, mine herrer, klassekæmpere, selv om de ikke erkender det. I er imod jødisk kapital og ønsker at bekæmpe spekulanterne.” Så ja, ned med jøderne og kapitalisterne, og hun fortsatte i ret nazistisk stil: ”Kast de jødiske kapitalister ned, hæng dem fra lygtepælene, træd på dem!“

Her kan man jo tale om et værdifællesskab, og faktisk havde nazister og kommunister en betydelig udveksling af tilhængere. Frem til nazisternes totale magtovertagelse i 1933 stemte de typisk også for de samme love i det tyske parlament. Senere udraderede Hitler med særlig fryd kommunisterne, som jo konkurrerede om de samme stemmer som ham selv, men det er en anden sag.

(…)

Viljen til staten

Ideologisk set kombinerede nazisterne nationalisme, socialisme, racisme, økologi og fortidsromantik med en stærk ”vilje til staten“, som ideologen Arthur Moeller van den Bruck havde kaldt det. Staten skulle således bestemme, hvad der blev produceret, og hvordan folk skulle leve deres liv. Ja, den store, stærke stat; ikke civilsamfundet og slet ikke individet. 

Hovedfjenderne var omvendt borgerskabet, kapitalismen, jødedommen og liberalismen. Dermed undertrykte nazisterne, ligesom fascister og kommunister, også individuel frihed, selvstændighed, demokrati, tolerance og retsstat. Som hovedeksponenten for disse værdier så de Storbritannien og USA, som Hitler og Mussolini angreb militært."

Om liberalismen skrev van den Bruck: ”Liberalismen er en livsfilosofi, fra hvilken den tyske ungdom nu vender sig med kvalme, med vrede, med ganske særegen foragt, for der findes intet mere fremmed, mere frastødende, mere imod deres filosofi.” Og videre: ”Tysk ungdom anerkender i dag de liberale som ærkefjenden.“

Det var ikke svært for Hitler at indgå militæralliancer med såvel Mussolini i syd, som Stalin i øst, og da han senere erobrede en række liberale stater i Vesteuropa, lykønskede begge alliancepartnerne - kommunister og fascister - ham.

Kollektivismens mentalitet

Venstresocialisme, kommunisme, fascisme og nazisme drejer sig alle om stærk kollektivisme med en meget magtfuld stat, der opdrager folks børn og unge, har fast greb om produktionsapparatet og detailstyrer voksne liv og livsstil via regler, påbud og medieindoktrinering – i øvrigt træk, der også kendetegner islamismen. Lad mig illustrere tankegangen med følgende 16 politiske forslag, der er fremsagt i partiprogrammer gennem tiderne:

1. Arbejdere skal repræsenteres i alle industrikommissioner.

2. Den private ejendoms- og råderet til produktionsmidlerne skal ophæves og erstattes af forskellige former for kollektive ejerformer, kendetegnet ved et fuldt gennemført demokrati i forhold til både produktionens indhold og udførsel.

3. Afskaffelse af ufortjente (ved arbejde) indkomster. Brud på renteslaveriet.

4. En række vitale sektorer må være underlagt offentligt ejerskab eller kontrol. Det gælder de dele af økonomien, hvis fortsatte og uafbrudte funktion er nødvendig for, at samfundet kan fungere. Det gælder fx den centrale velfærd, sundhedssektoren, forsyning og infrastruktur.

5. Fagforeninger skal have samme indflydelse som virksomhedsledere og statsfunktionærer.

6. Lukning af børsen og nationalisering af bankerne.

7. Nationalisering af store detailhandelsforretninger.

8. En demokratisk styret, socialistisk og grøn markedsøkonomi.

9. En stor, progressiv skat på kapital, som skal udgøre en stor engangsekspropriering af alle formuer.

10. Patentrettigheder skal afskaffes.

11. Nationalisering af alle store virksomheder.

12. Befolkningen får indflydelse på den overordnede økonomiske udvikling. Det kan være gennem investeringer fra det offentlige, lønmodtagerfonde, pensionskasser eller gennem samarbejde mellem offentlige og private aktører.

13. En socialisme, der peger frem mod et klasseløst/kommunistisk samfund. Dvs. et samfund, hvor den enkeltes frie udvikling er betingelsen for alles frie udvikling, og et samfund hvor enhver yder efter evne og nyder efter behov.

14. Reduktion af pensionsalderen fra 65 til 55.

15. Overskudsdeling med arbejderne i alle store virksomheder.

16. En række vitale sektorer må være underlagt offentligt ejerskab eller kontrol.

Den røde tråd i alle forslagene – og den er virkelig rød - er, at staten på almenvellets vegne skal regulere tæt, hvad der sker i samfundet. Det drejer sig altså om stærk kollektivisme og centralisering. Og borgerlige, liberale og konservative er de bestemt ikke – tværtimod.  

Så hvem kom de forslag egentlig fra? Fire af dem er fra Hitlers nationalsocialistiske partipartiprogram fra 1920. Fire andre stammer fra Enhedslisten i Danmark i 2013. Yderligere fire er fra Mussolinis fascistpartis program Il manifesto dei fasci italiani di combattimento fra 1919, og slutteligt er fire fra Socialistisk Folkeparti i Danmark i 2012. Altså fra fire partier, der kaldte sig selv for socialistiske. Jeg har blandet dem lidt sammen for sjov, så man kan more sig over at rede trådene ud.  

Lad os kalde partierne, hvad de er

Hvad skal vi gøre ved denne problemstilling? Må jeg foreslå, at folk - og specielt journalister - ophører med at betegne partier som Liberal Alliance og Nye Borgerlige som ”højreradikale” eller lignende, for herved skabes en fuldstændigt urimelig stråmand. En stråmand, hvor de i manges tanker helt meningsløst sidestilles med nazi-facsistisk mentalitet, selvom ingen af disse partier går ind for en forvokset, altdominerende og moraliserende stat, nationaliseringer, retro-teknologier, fortidsromantik, centralisering, osv. – tværtimod.

Hvad skal man så kalde dem? Hvad med at kalde Liberal Alliance for ”liberale”, Nye Borgerlige for ”borgerlige” og De Konservative for ”konservative”, Socialistisk Folkeparti for ”socialistiske” og de resterende for det, de selv vil kaldes.

Lars Tvede er ingeniør, civiløkonom, serieiværksætter, finansmand og forfatter til 14 anmelderroste fagbøger."

Artiklen i sin helhed kan læses her.

Nazisternes magtovertagelse 1933-35

Fra januar 1933, da Hitler bliver udnævnt til kansler, og frem til 1935, gennemførtes en proces som nazisterne kaldte "gleichschaltung"-processen (ensretningsprocessen). Vores undren går på, hvordan det kunne lykkedes nazisterne - og Hitler i særdeleshed - at få monopol på magten i Tyskland.

De nedenstående spørgsmål afspejler de spørgsmål, som enhver historiker med respekt for sig selv må stille sig selv. Altså hvordan I skal tænke, når I skal op til eksamen. Bemærk at kun få af svarene kan findes i lærebogen, der netop ikke stiller spørgsmål, men er tilfreds med blot at genfortælle populære myter om Det tredje Rige.

Hvordan kunne nazisterne få magten over politiet op til 1933-valgkampen? Magten over politiet lå hos delstaterne. Vi hører at nazisterne overtog indenrigsministerposten (og dermed magten i politiet) i Preussen (der rummede 2/3 af Tysklands befolkning). Hvordan kunne det gå til? Hvem havde tidligere haft magten i Preussen, og hvordan havde de mistet den? Søgetip: Preussenschlag.

Forklar hvordan henholdsvis Nødforordningen og Bemyndigelsesloven banede vejen for nazisternes magtovertagelse. Forklar baggrunden for, hvordan nazisterne kunne få vedtaget disse to love.

Var nazisterne et arbejderparti eller et konservativt parti? Vi kan gå til spørgsmålet på tre måder. Vi kan se på, hvilke samfundsgrupper der var henholdsvis overrepræsenterede og underrepræsenterede som medlemmer og vælgere i NSDAP. Lav denne analyse. Vi kan se på hvilke samfundsgrupper der støttede nazisterne på anden måde, nemlig økonomisk og moralsk. Lav denne analyse. Vi kan se på hvilke mennesker nazisterne overdragede topposterne i Det tredje Rige – arbejderne eller hvem? Lav denne analyse. Lav en samlet konklusion, om hvorvidt nazisterne var et arbejderparti med opbakning fra arbejderklassen.