F-klassens historieblog
torsdag den 7. december 2017
skriftlig øvelse
I par skriver I en halv side med "diskussion af årsagerne til aztekerrigets fald". I nævner alle de årsager der kan være relevante. Måske afviser I nogle af dem. Dernæst rangordner i de resterende årsager. Vær dog opmærksom på, at nogle årsager vil være overlappende fænomener, eller kædet sammen som hinandens årsag og effekt. Diskussionen skal meget tydeligt være en diskussion med hv- spørgsmål og argumetner for og imod og en umisforståelig konklusion. Dette er først og fremmest en sproglig øvelse.
torsdag den 9. november 2017
Europa år 1500: Den allertidligste start på det moderne
Europa ca. år 1500: Parat til erobringen af verden
1. Hvad motiverer
europæerne (spanierne og portugiserne) for at rejse ud til ukendte dele af
verdenen? Der er formentlig flere motiver. Diskuter hvilket der er det
vigtigste.
2. Hvilke forudsætninger
var nødvendige for at opdagelsesrejserne blev mulige, og som forklarer at det
var nu, og ikke tidligere, at opdagelserne blev gennemført?
3. Hvilke udviklingsmæssige
forskelle var der på europæerne og indianerne, teknologisk og kulturelt?
4. Hvorfor taler man portogisisk i Brasilien, men spansk i resten af Sydamerika? Hvorfor har Spanien ikke haft kolonier
i Afrika?
5. Hvorfor læste spanierne altid
en bestemt tekst (Requerimiento) op for de indfødte, når de mødte dem første
gang? Hvad var formålet?
6. Overvej hvorfor Amerika
bliver erobret, mens Afrika kun bliver koloniseret i yderst begrænset omfang?
Bemærk forskellen på erobring og kolonisering.
mandag den 23. oktober 2017
Hitlers udenrigspolitik
Giv en karakteristik af Htilers ambitioner for udenrigspolitikken som den har set ud ved magtovertagelsen i 1933. Lav relevante nedslag til kilderne, og begrund - ved brug af begreber fra kildekrtikken - styrken af jeres konklusion. Forhold jer også til, hvilken betydning det skal tillægges, at Hitler fyrede sin økonomiminister (Hugenberg), da denne krævede kolonier og nybyggerland i øst på en konference i Storbritannien i juni 1933.
tirsdag den 19. september 2017
Er nazisme og socialisme det samme?
Finansmanden og debattøren Lars Tvede er træt af at folk kalder partier som Liberal Alliance og Nye Borgerlige for højreradikale, og er særlig sur over når nogen sammenligner disse partier med nazister. Han mener derimod det er socialismen og nazismen der har noget til fælles. Læs nedenstående uddrag af Lars Tvedes artikel, og forhold dig til hans argumentation.
Er du enig?
Er nazisme identisk med socialisme? Er nazisme højreorienterede? Er der nogle partier i aktuel (dansk) politik, der minder om nazisterne.
"I 1919 blev Hitler af militæret anmodet om at infiltrere det
ekstremistiske venstrefløjsparti Deutsche Arbeiterpartei. Da han her overhørte
en tale kaldet ”Hvordan og med hvilke midler kan kapitalismen ødelægges“, blev
han imidlertid begejstret og meldte sig ind som medlem nummer 55. Senere blev
han partiets leder, hvorefter han fik tilføjet ordet ”Nationalsozialistische”
til dets navn, hvoraf betegnelsen ”nazi” kom. Altså fra det Tyske National
Socialistiske Arbejderparti.
Så socialisme igen. Og det var da også typisk marxister, der
meldte sig ind. I 1934 indrykkede den amerikanske sociolog Theodore Abel en
række annoncer i tyske medier, hvori han udlovede præmier til nazister, der
ville beskrive årsagerne til deres politiske ståsted. Dette resulterede i ca.
700 essays, som blev grundlaget for bogen Why Hitler Came into Power. Det
typiske svar fra disse nazister var, at de havde været marxister forinden, men
her havde savnet en racefilosofi. Flertallet var racistiske marxister.
Marxistiske racister
Da nazismen for alvor gik på strandhugst blandt kommunisternes
vælgere, reagerede kommunisterne ved at spille på samme klaver som Hitler selv,
såsom da den østrigske kommunistleder, Ruth Fischer, i en tale for nazistiske
studerende i 1923 udtalte: ”De, der kræver en kamp mod jødisk kapital er
allerede, mine herrer, klassekæmpere, selv om de ikke erkender det. I er imod
jødisk kapital og ønsker at bekæmpe spekulanterne.” Så ja, ned med jøderne og
kapitalisterne, og hun fortsatte i ret nazistisk stil: ”Kast de jødiske
kapitalister ned, hæng dem fra lygtepælene, træd på dem!“
Her kan man jo tale om et værdifællesskab, og faktisk havde
nazister og kommunister en betydelig udveksling af tilhængere. Frem til
nazisternes totale magtovertagelse i 1933 stemte de typisk også for de samme
love i det tyske parlament. Senere udraderede Hitler med særlig fryd
kommunisterne, som jo konkurrerede om de samme stemmer som ham selv, men det er
en anden sag.
(…)
Viljen til staten
Ideologisk set kombinerede nazisterne nationalisme,
socialisme, racisme, økologi og fortidsromantik med en stærk ”vilje til
staten“, som ideologen Arthur Moeller van den Bruck havde kaldt det. Staten
skulle således bestemme, hvad der blev produceret, og hvordan folk skulle leve
deres liv. Ja, den store, stærke stat; ikke civilsamfundet og slet ikke
individet.
Hovedfjenderne var omvendt borgerskabet, kapitalismen,
jødedommen og liberalismen. Dermed undertrykte nazisterne, ligesom fascister og
kommunister, også individuel frihed, selvstændighed, demokrati, tolerance og
retsstat. Som hovedeksponenten for disse værdier så de Storbritannien og USA,
som Hitler og Mussolini angreb militært."
Om liberalismen skrev van den Bruck: ”Liberalismen er en
livsfilosofi, fra hvilken den tyske ungdom nu vender sig med kvalme, med vrede,
med ganske særegen foragt, for der findes intet mere fremmed, mere frastødende,
mere imod deres filosofi.” Og videre: ”Tysk ungdom anerkender i dag de liberale
som ærkefjenden.“
Det var ikke svært for Hitler at indgå militæralliancer med
såvel Mussolini i syd, som Stalin i øst, og da han senere erobrede en række
liberale stater i Vesteuropa, lykønskede begge alliancepartnerne - kommunister
og fascister - ham.
Kollektivismens mentalitet
Venstresocialisme, kommunisme, fascisme og nazisme drejer
sig alle om stærk kollektivisme med en meget magtfuld stat, der opdrager folks
børn og unge, har fast greb om produktionsapparatet og detailstyrer voksne liv
og livsstil via regler, påbud og medieindoktrinering – i øvrigt træk, der også
kendetegner islamismen. Lad mig illustrere tankegangen med følgende 16
politiske forslag, der er fremsagt i partiprogrammer gennem tiderne:
1. Arbejdere skal repræsenteres i alle industrikommissioner.
2. Den private ejendoms- og råderet til produktionsmidlerne
skal ophæves og erstattes af forskellige former for kollektive ejerformer,
kendetegnet ved et fuldt gennemført demokrati i forhold til både produktionens
indhold og udførsel.
3. Afskaffelse af ufortjente (ved arbejde) indkomster. Brud
på renteslaveriet.
4. En række vitale sektorer må være underlagt offentligt
ejerskab eller kontrol. Det gælder de dele af økonomien, hvis fortsatte og
uafbrudte funktion er nødvendig for, at samfundet kan fungere. Det gælder fx
den centrale velfærd, sundhedssektoren, forsyning og infrastruktur.
5. Fagforeninger skal have samme indflydelse som
virksomhedsledere og statsfunktionærer.
6. Lukning af børsen og nationalisering af bankerne.
7. Nationalisering af store detailhandelsforretninger.
8. En demokratisk styret, socialistisk og grøn
markedsøkonomi.
9. En stor, progressiv skat på kapital, som skal udgøre en
stor engangsekspropriering af alle formuer.
10. Patentrettigheder skal afskaffes.
11. Nationalisering af alle store virksomheder.
12. Befolkningen får indflydelse på den overordnede
økonomiske udvikling. Det kan være gennem investeringer fra det offentlige,
lønmodtagerfonde, pensionskasser eller gennem samarbejde mellem offentlige og
private aktører.
13. En socialisme, der peger frem mod et
klasseløst/kommunistisk samfund. Dvs. et samfund, hvor den enkeltes frie
udvikling er betingelsen for alles frie udvikling, og et samfund hvor enhver
yder efter evne og nyder efter behov.
14. Reduktion af pensionsalderen fra 65 til 55.
15. Overskudsdeling med arbejderne i alle store
virksomheder.
16. En række vitale sektorer må være underlagt offentligt
ejerskab eller kontrol.
Den røde tråd i alle forslagene – og den er virkelig rød -
er, at staten på almenvellets vegne skal regulere tæt, hvad der sker i
samfundet. Det drejer sig altså om stærk kollektivisme og centralisering. Og
borgerlige, liberale og konservative er de bestemt ikke – tværtimod.
Så hvem kom de forslag egentlig fra? Fire af dem er fra
Hitlers nationalsocialistiske partipartiprogram fra 1920. Fire andre stammer
fra Enhedslisten i Danmark i 2013. Yderligere fire er fra Mussolinis
fascistpartis program Il manifesto dei fasci italiani di combattimento fra
1919, og slutteligt er fire fra Socialistisk Folkeparti i Danmark i 2012. Altså
fra fire partier, der kaldte sig selv for socialistiske. Jeg har blandet dem
lidt sammen for sjov, så man kan more sig over at rede trådene ud.
Lad os kalde partierne, hvad de er
Hvad skal vi gøre ved denne problemstilling? Må jeg foreslå,
at folk - og specielt journalister - ophører med at betegne partier som Liberal
Alliance og Nye Borgerlige som ”højreradikale” eller lignende, for herved
skabes en fuldstændigt urimelig stråmand. En stråmand, hvor de i manges tanker
helt meningsløst sidestilles med nazi-facsistisk mentalitet, selvom ingen af
disse partier går ind for en forvokset, altdominerende og moraliserende stat,
nationaliseringer, retro-teknologier, fortidsromantik, centralisering, osv. –
tværtimod.
Hvad skal man så kalde dem? Hvad med at kalde Liberal
Alliance for ”liberale”, Nye Borgerlige for ”borgerlige” og De Konservative for
”konservative”, Socialistisk Folkeparti for ”socialistiske” og de resterende
for det, de selv vil kaldes.
Lars Tvede er ingeniør, civiløkonom, serieiværksætter,
finansmand og forfatter til 14 anmelderroste fagbøger."
Artiklen i sin helhed kan læses her.
søndag den 3. september 2017
Nazisternes magtovertagelse 1933-35
Fra januar 1933, da Hitler bliver udnævnt til kansler, og
frem til 1935, gennemførtes en proces som nazisterne kaldte
"gleichschaltung"-processen (ensretningsprocessen). Vores undren går
på, hvordan det kunne lykkedes nazisterne - og Hitler i særdeleshed - at få
monopol på magten i Tyskland.
De nedenstående spørgsmål afspejler de spørgsmål, som enhver
historiker med respekt for sig selv må stille sig selv. Altså hvordan I skal
tænke, når I skal op til eksamen. Bemærk at kun få af svarene kan findes i
lærebogen, der netop ikke stiller spørgsmål, men er tilfreds med blot at
genfortælle populære myter om Det tredje Rige.
Hvordan kunne nazisterne få magten over politiet op til
1933-valgkampen? Magten over politiet lå hos delstaterne. Vi hører at
nazisterne overtog indenrigsministerposten (og dermed magten i politiet) i
Preussen (der rummede 2/3 af Tysklands befolkning). Hvordan kunne det gå til?
Hvem havde tidligere haft magten i Preussen, og hvordan havde de mistet den?
Søgetip: Preussenschlag.
Forklar hvordan henholdsvis Nødforordningen og
Bemyndigelsesloven banede vejen for nazisternes magtovertagelse. Forklar
baggrunden for, hvordan nazisterne kunne få vedtaget disse to love.
Var nazisterne et arbejderparti eller et konservativt parti?
Vi kan gå til spørgsmålet på tre måder. Vi kan se på, hvilke samfundsgrupper
der var henholdsvis overrepræsenterede og underrepræsenterede som medlemmer og
vælgere i NSDAP. Lav denne analyse. Vi kan se på hvilke samfundsgrupper der
støttede nazisterne på anden måde, nemlig økonomisk og moralsk. Lav denne
analyse. Vi kan se på hvilke mennesker nazisterne overdragede topposterne i Det
tredje Rige – arbejderne eller hvem? Lav denne analyse. Lav en samlet
konklusion, om hvorvidt nazisterne var et arbejderparti med opbakning fra
arbejderklassen.
tirsdag den 29. august 2017
Nazismen går frem - Demokratiet går tilbage
- På et tidspunkt i midten af 1920'erne, så det ud til, at nazismen havde toppet, og blot var en parentes i historien. Hvad kan have svækket den nazistiske bevægelse?
- På det tidspunkt hvor nazisterne opnåede deres store popularitet, svækkedes den arbejderbevægelse, der stod som den rene opposition til nazismen. Hvilke forhold svækkede arbejderbevægelsen?
- Frederiksen (lærebogens forfatter) lader befolkningens modstand mod demokratiet være en væsentlig forklaring på nazismens fremvækst. Tyskerne stemte på nazisterne fordi de slet ikke kunne lide demokratiet, men ville have at tingene skulle være som de huskede det fra de gode gamle dage. Kritiser det standpunkt.
- Læs nedenstående artikel og giv en forklaring på demokratiets deroute i Tyskland. Undervejs tager I noter, så I har overblik over, hvem der har kanslerposten hvornår.
Fra Kristeligt Dagblad:
Valgene til rigsdagen den 15. september 1930 ændrede den
parlamentariske situation. Det gav fremgangen til de yderliggående partier og
nationalsocialisterne. Rigskansler Heinrich Brüning fra det katolske
midterparti Zentrum mistede sit parlamentariske flertal og blev afhængig af
støtte fra socialdemokraterne. På grund af den kommunistiske og nazistiske
trussel besluttede han at regere via nødforordninger, som Weimarrepublikkens
forfatning med artikel 48 gav mulighed for. På den måde blev der dannet
præcedens for at regere uden om parlamentet.
Ved valget i juli 1932 sejrede NSDAP, og med 37,3 procent af
stemmerne blev det Tysklands største parti. Valgresultatet betød, at Hindenburg
og de andre partier ikke kunne se bort fra Hitler, og mange af de mere moderate
højrefløjspolitikere var også parate til at lade ham komme til magten ud fra
den analyse, at de bedre kunne styre ham i en regering end uden for. Franz von
Papen blev udpeget til at sammensætte en flertalsregering. Under de
forhandlinger fik Hitler tilbudt en plads i regeringen, men han afslog og
krævede i stedet at blive kansler. Det resulterede i endnu et valg.
Valget i november 1932 betød en lille tilbagegang for NSDAP,
men det var fortsat Tysklands største parti. Den nyudnævnte kansler, Kurt von
Schleicher, prøvede at regere med støtte fra venstredrejede nationalsocialister,
midterpartiet Zentrum og socialdemokraterne. Det blev en kort regeringsperiode,
for allerede i januar 1933 lykkedes det Franz von Papen, som nu kunne se en
forbundsfælle i Hitler, at presse Hindenburg til at acceptere en koalition
mellem højrefløjspartierne og NSDAP. Det gik Hindenburg modvilligt med til.
Hitler fik, i modsætning til hvad man nogle gange hører i
offentligheden, aldrig flertallet af stemmerne ved et frit valg. I realiteten
var det indflydelsesrige kræfter i det nationalkonservative spektrum og i
industrien, der bærer ansvaret for, at Hitler i det hele taget blev udråbt til
rigskansler i 1933. Først efterfølgende lykkedes det ham med sin
Ermächtigungsgesetz at få parlamentet til at overdrage al magt til
eneherskeren, siger Moritz Schramm.
Hitler havde ellers 10 år før forsøgt at komme til magten
uden om demokratiets spilleregler. Ved det såkaldte Ølstuekup den 8. november
1923 stormede han og andre ledende nazister et møde, som den bayerske
generalstatskommissær Gustav Ritter von Kahr holdt i en ølkælder i München.
Nazisterne kaldte det en national revolution, men allerede den efterfølgende
morgen stod det klart, at det ikke var lykkedes. Hitler fik efterfølgende en
mild dom, som han inden udgangen af 1924 havde udstået.
Hitler indser, at man ikke uden videre kan kuppe sig til
magten. Det mislykkede kupforsøg kan derfor anses som begyndelse på den senere
strategi om at bruge demokratiets råderum til aktivt at afskaffe demokratiet,
forklarer Moritz Schramm og fortsætter:
Efter magtovertagelsen i 1933 var der ikke længere tale om
et demokrati. Nazisterne begyndte med det samme at ensrette samfundet og
uskadeliggøre deres modstandere. Det kan man ikke betegne som demokrati, selvom
der stadig blev afholdt valg i marts 1933 altså efter magtovertagelsen, siger
Moritz Schramm. Her gik nazisterne frem, men fik fortsat ikke flertal.
Også Karl Christian Lammers peger på, at Hitler og
nazisterne blev klar over nødvendigheden af at komme legalt til magten i
overensstemmelse med de politiske spilleregler, efter partiet havde fået lov
til at genopstå i 1925 efter Hitlers straf.
Siden 1930 havde der med Hindenburg udviklet sig den
praksis, at regeringer blev udnævnt, uden at de nødvendigvis havde et
parlamentarisk flertal bag sig. Ved kupforsøget i 1923 blev Hitler og hans folk
nedkæmpet af hæren og politiet. Men som en regering udnævnt af Hindenburg kunne
nazisterne regne med loyalitet fra hæren, politiet og statsapparatet. Omvendt
betød det også, at alle, der ville hindre dem i at fortsætte efter
magtovertagelsen, ville handle illegalt og mod demokratiet, siger han.
onsdag den 16. august 2017
Tyskland 1918
Tyskland efter første verdenskrig var på mange måder et moderne land. Tyskland var en førende industrination, og havde den bedst organiserede fagbevægelse, og det stærkeste Socialdemokrati. Berlin var et kulturcentrum berygtet for natklubber og jazzmusik.
Det tyske produktionsapparat var ikke smadret, som det hævdes af Frederiksen i lærebogen Det tredie Rige. Der havde ikke været kamphandlinger på tysk jord.
Ejheller var Tyskland næppe mere militariseret i sin kultur eller mere antisemitisk for den sags skyld, end andre nationer som f.eks. Frankrig.
Det er også tvivlsomt - som Fredriksen hævder - at tyskerne var udemokratisk anlagt og lydige undersåtter overfor autoriteter. Der var en lang tradition for frie valg i Kejserrigets Tyskland, og der var høj stemmeprocent og stor politisk bevidsthed.
Partierne var sponsoreret af medlemmerne, og det var normalt at man betalte entre for politiske møder, og der var langt (LANGT!) flere der mødte op og deltog, end tilfældet er i dag. Folk var altså parat til yde langt større ofre for den politiske sag, end vi i dag er vant til.
Men Tyskland var også et splittet land.
1: Lav en liste over alle de politiske fraktioner og modsætninger der delte Tyskland.
Læs tekst 2 side 126.
2: Hvad sker der, hvis Tyskland ikke underskriver freden?
3: Hvordan bliver fremtiden, hvis man underskriver freden?
4: Hvad handlede den kommentar om Foxtrot om?
Læs tekst 3 side 127 og frem til og med første spalte på side 128 (ikke mere!)
5: Hvad snakker Ludendorf om?
6: Hvilken betydning har hans tanker for nazismens fremkomst?
Abonner på:
Opslag (Atom)